Joy de Vie

Mit arbejde

Jeg er uddannet pædagog og arbejder fuldtid som familiekonsulent ved Familie- og Ungdomscentret i Fredericia. Her rådgiver jeg forældre, børn, unge, netværk m.m. via samtaler og praktisk pædagogisk støtte i hjemmet samt diverse terapiformer.
Jeg har observations-, samværs- og støttende opgaver af forskellig karakter og laver sideløbende pædagogiske vurderinger.

Home sweet home

Hundene og jeg er bosiddende lidt udenfor Fredericia, sammen med min mand og hans 3 piger. Få hundrede meter fra os, har vi både skov samt strand. Hundende er gasnke almindelige familiehunde, ligger i sofaen med os, tager med os på ferie osv. Når jeg har hvalpe, er disse inde i stuen og har også direkte adgang til udendørs-området.

Hunde fylder meget

Jeg deltager i faste månedlige Cavaliertræf i en gruppe for Fredericia og omegn, jeg dyrker gerne forskellige former for hundetræning, passer hyppigt andres hunde og deltager i hunde-lege-aftaler for alle racer med andre hundeejere til nogle timers hundeleg.
Derudover kigger jeg gerne ind til hundeudstillinger, hunde-/dyremesser, foredrag og andre hunderelaterede arrangementer.

Om "Kennel-mutteren"

Et nyt liv som familie
December 2018 flyttede min mand, hans 3 børn og jeg sammen i huset herude i Snoghøj lige udenfor Fredericia.
Efter at have boet 10 år alene med mine hunde, var det et helt nyt familieliv som begyndte for både jeg og mine hunde, selvfølgelig også for min mand Peter og mine 3 bonusbørn, i hvert fald i de uger vi har pigerne boende, da vi naturligvis deler dem med pigernes mor.
Hundene skulle lære at begå sig i en langt mere hektisk og også støjende hverdag, de skulle vænne sig til meget opmærksomhed og et ønske fra pigerne om enormt meget nærvær samt interaktion. Pigerne skulle også lære at bo sammen med hunde, hvad deres hundesprog betyder og at respektere hunden som den er ligeså.
Det er gået enormt godt.
Hvalpene der nu vokser op i hænderne på de tre piger, får nu ekstra meget omsorg og kærlighed med herfra.

Min bachelor fra seminariet havde emnet "Hunden som pædagogisk redskab". Jeg bruger fra tid til anden mine hunde aktivt som pædagogisk redskab hos udvalgte brugere, for, forklaret i ganske få ord, at lære disse om non-verbal kommunikation, omsorg, positiv indlæring, lederegenskaber og empati, og derved kan hundene være med til at være identitetsskabende i en positiv retning hos brugeren.

Jeg betragter mit hundehold som en livsstil, mere end en hobby, da mine hunde er omdrejningspunktet for mange aspekter af mit liv.
Hvilket forhåbentligt også skinner tydeligt igennem her på Kennel-joydevie.dk
En del af min vennekreds har jeg mødt ved at have fællesinteresse i hunde generelt eller specifikt Cavalieren. Jeg har skabt mig et forholdsvist stort netværk og bekendtskabskreds af hunde-interesserede mennesker.
Jeg tager mine hunde med mig så ofte som det er muligt, om det er besøg hos venner eller familie, i toget, bussen eller i hundetraileren, eller om det er en frokost udenfor på en cafe eller picnic på Kastellet, så deltager mine hunde for så vidt muligt.

Jeg gør mit bedste for at støtte op omkring dyrevelfærd generelt og arbejde aktivt i en retning der forbedrer dyrenes rettigheder og trivsel. Jeg er medlem af Dyrenes Beskyttelse samt WSPA, mit medlemsskab er både økonomisk og med aktivt arbejde på forskellig vis ved kampagner, underskriftsindsamlinger, informationsdeling m.m.
Mens jeg studerede til pædagog, arbejdede jeg som frivillig ved et internat, hvor jeg gik ture med hundene, trænede, socialiserede dem og generelt fastholdte kontakten mellem menneske og hund.

Interesse i hundesport

Jeg har dyrket en del agility henover de sidste år med mine hunde.
Det er en sport hvor vi kan få lov til at få fart på, men samtidig udfordrer den så dejligt min og hundenes kommunikation og samarbejde. Sporten bliver naturligvis også lidt ekstra sjov, når det så også lykkes engang imellem at hive en pokal med hjem.
Derudover har jeg og hundene "snuset" til hundesporten Nosework, hvor hunden skal arbejde med dens formidable duftesans, og jeg finder en ekseptionel glæde ved at se mine hunde bruge deres instinkter, hvilket en selskabshund som Cavalieren også har og sagtens kan bruge.
Men generelt finder jeg de fleste slags hundeport interessante og er altid nysgerrig på disse.